fredag den 17. juni 2011

Heltedigte


Har siden igår levet i en verden hvor ære vægtes højt, nemlig i den Trojanske Krig skildret i Iliaden, som filmen Troja bygger på. På tirsdag skal jeg til eksamen i oldtidskundskab, og det er desværre ikke min stærke side. Jeg elsker de gamle fortællinger om de fantastiske kampe, men det er bare ikke et af de fag, jeg for alvor føler mig sikker i. Da jeg skal have hue på i faget, er mine forventninger til mig selv højere end ellers og derfor læser jeg på livet løs om både krigshelte og græske guder, og jeg håber det betaler sig! :)

torsdag den 16. juni 2011

Erhvervsøkonomi

Aldrig har jeg været til en hyggelig eksamen før, men det skete altså i dag. Jeg var oppe i erhvervsøkonomi og trak et regnskabsspørgsmål om bilforhandleren Andersen og Martini A/S. Jeg ved ikke umiddelbart meget om biler, men det gik rigtig fint, og jeg lage godt fra land. Vi endte med at komme rundt om både regnskabsanalyse, talstørrelse og ikke mindst Steves Corvette fra Beverly Hills, som vi vidst alle kender til. Censor (der var en dame) var meget begejstret, da hendes viden om biler i hvert fald også omfattede dette punkt, så det var helt perfekt. Jeg tror aldrig jeg på den måde har grinet til en eksamen før, og det skal siges, at det bestemt ikke var en dårlig ting. Så har man jo også prøvet det :) ...

onsdag den 15. juni 2011

Bananasplit

Til sommerafslutningen i Lyngby her til aften havde vi besøg af en patrulje fra DDS, og det fungerede rigtig godt. Spejderne hyggede sig meget med hinanden, og det hele endte ud i denne lækre bananasplit. Da vi sluttede var skyerne på himlen simpelthen så fine, så det er der også lige et billede af. Da jeg ikke må lægge billeder op af spejderne her, kan I se resten af billederne her - enjoy :)




Læsedag


Begyndte dagen i dag med en cykeltur til Ballerup i det kolde morgenvejr. Det var ganske forfriskende, og hjemvendt derfra har resten af dagen ellers omhandlet erhvervsøkonomi som er morgendagens eksamen. Jeg har efterhånden rigtig godt styr på det hele, og derfor cykler jeg til Lyngby i aften, hvor vi skal lave en kæmpe lang bananasplit, hvilket bliver en rigtig fin afslutning på et godt år! Desværre kan jeg ikke oploade alle de fine billeder, jeg tager af mine spejdere, da det ikke er godkendt af forældrene, men jeg kan linke til den hjemmeside, de bliver oploadet på, så I alligevel kan kigge med :)

tirsdag den 14. juni 2011

Disneyfilm

Har i de sidste dage siddet begravet i engelsknoter hjemme i min stue. Jeg trak desværre Love Poetry og Shakespeare, hvilken ikke er min favorit, så som et plaster på såret tog jeg en tur ned igennem Roskildes gågade bagefter. Jeg fandt en masse fine ting, jeg desværre ikke har økonomien til i øjeblikket, men da jeg faldt over Disneys Tarzan til halv pris måtte jeg bare eje den. Jeg har virkelig en svaghed for Disneyfilm, og hjem bragte jeg altså endnu en til samlingen :)

lørdag den 11. juni 2011

Æblekage m. låg

Mads og jeg bagte den lækre æblekage m. låg, der altid er et sikkert hit herhjemme. Derfor tænkte jeg, at jeg ville give jer opskriften, så den kommer her: 



Opskriften er til 2-4 personer

Smuldredej
80 g. smør
80 g. rørsukker el. sukker
70 g. hvedemel
30 g. grahamsmel
30-40 g. havregryn
En god håndfuld solsikkekerner

Fyld
6-8 røde æbler, gerne madæbler eller lidt melede æbler
Kanel
Rørsukker

Fremgangsmåde
Skyl æblerne og skær dem i små både. Fordel dem jævnt i fadet og drys dem med kanel og rørsukker. Bland smør, rørsukker og mel  i en skål. Når smøren er jævnt fordelt ud i melet tilsættes de øvrige ingredienser. Dejen må ikke blive for tør. Fordel smuldredejen over æblerne, og bag den i ovnen ved 185° i 45-50 min.. Las æblekagen stå min. 30 min. før servering. Server med fromage fraiche. 

fredag den 10. juni 2011

Badeværelset

Jeg har længe kigget på denne fine reol til vores badeværelse. Lige nu opbevares vores ting i et kurvesystem under vasken, der bestemt ikke er permanent! Utroligt nok har det nærmest været umuligt at finde en reol, der passede i målene, men denne hvide sag fra IKEA er perfekt. For ikke at have vores ting stående fremme til frit skue for besøgene, har jeg længe kigget efter nogle fine metalbøtter, og i dag i Søstrene Grene i Spinderiet fandt jeg disse fine, mønstrede opbevarings-bøtter. De har efterhånde været i butikkerne længe, men det har krævet lidt tid, at få Mads overtalt til, at vi skal have blomstrede bøtter i pastelfarver stående på badeværelset. Udover de fine bøtter, fik jeg også købt nogle fine kort og nogle lækre skeer :)





torsdag den 9. juni 2011

Opdagelserne

I dag har jeg trukket emne til min historieeksamen, som jeg de næste 24 timer beskæftiger mig med. "Opdagelserne og deres betydning for Europa" blev emnet, og jeg er ikke tilfreds. Heldigvis brugte jeg og min trækkegruppe lidt tid på at kigge alle vores bilag igennem før vi vendte hjem, så jeg er klar til at gå i krig. GO!

onsdag den 8. juni 2011

Blogging

Jeg har virkelig et ønske om at opdatere denne blog så tit som muligt, men når solen skinner udenfor og alle bøgerne jeg burde kigge i før mine eksamener, ligger på bordet og giver mig dårlig samvittighed, er det svært at finde tiden til det. Derfor kommer der her en lille opdatering på, hvad jeg har lavet de sidste par dage.

Cykeldag
Mandag var der så ulideligt varmt i vores lille Københavner-lejlighed, at jeg flygtede derfra. Først cyklede jeg med Mads til Ballerup, hvor han skulle til eksamen, og hjem igen. Det var en rigtig dejlig tur, og også rart at se hvor han holder til. Nu har han jo snart studeret på Ingeniørhøjskole i et år, og dette var alligevel første gang jeg var derude, så det var godt med en lille rundvisning. Da jeg kom hjem fik jeg lavet absolut intet i varmen, så da Mads kom hjem, besluttede vi os for at cykle København rundt. Først cyklede vi igennem centrum til Islands Brygge, hvor der var fyldt med en masse sommerglade mennesker. Herefter tog vi et lille solskins-hvil på Fisketorvet, og efter dette cyklede vi til Sydhavnen. Det var virkelig et fint område, og drømmene om en lækker lejlighed med bådplads til nogle kajakker fik frit løb. Da vi kom hjem stod den på pandekager med is og Antichrist, og dagen var alt i alt en rigtig hyggedag (bortset fra Antichrist, hvilket ikke er en særlig hyggelig film!!)

Søsterbesøg
Tirsdag tog vi os en cykeltur hjem til min søster og nevø, for at aflevere nogle fine, mønstrede papirer, jeg havde købt hende, og det var en rigtig hyggelig dag. Efter aftensmad cyklede vi mod nordvest igen, og hjem til en mere produktiv aften, da der jo er nogle der skal op i historie torsdag-fredag.

Kanodag
I dag har jeg til gengæld fået lavet, hvad jeg har sat mig for. Indtil videre har jeg fået læst hele den Kolde Krig igennem, hvilket faktisk har været mere interessant end først antaget. Om et par timer cykler vi til Lyngby, hvor vi begge er førere i en dejlig kreds under Danske Baptisters Spejderkorps. I aften står den på kanosejlads, og når vi vender hjem igen håber jeg på en dejlig naturlig træthed, der vil lukke mine øjne klokken 22:00, trods denne omvæltning på nat og dag, der hurtigt opstår når man har læseferie (og de sender Sex and the City mellem 24:00 og 01:00!)

Det var vist alt for nu, og så håber jeg, jeg kan finde lidt mere tid til at få opdateret bloggen herinde. Jeg glæder mig til den bliver lidt mere etableret med en masse af de billeder jeg går og tager, anbefalinger af de steder jeg besøger, og hvad der ellers sker i min lille verden ...

fredag den 3. juni 2011

Aftensol

Her til aften, sad jeg i stuen, da jeg pludselig fik øje på den smukke aftenhimmel. Lige bagefter kaldte Mads fra køkkenet, at jeg skulle kigge ud af vinduet, og det var helt klart et syn værd. Himlen var fuldstændig lyserød, og man kunne se dens spejling på den våde asfalt. Et smukt syn på en dejlig aften :)

torsdag den 2. juni 2011

Smykkeramme

Før i tiden brugte jeg rigtig meget tid på kreative kreationer. Efter en lang pause og en masse smugkig rundt omkring i diverse kreative blogs, har jeg nu fundet motivationen igen. Dette er efter et kig på http://www.fiesfjollerier.blogspot.com/ mundet ud i denne fine smykkeramme, som får sig en plads i soveværelset.